Verner på 81 år cykler 10 km – hver dag!
Ja, den er god nok. Verner holder sig i form og vi synes, han har en god historie. Derfor har vi inviteret ham til Rødekro for at fortælle lidt om sit liv og hans brændende ønske om at inspirere andre til at cykle.
Verner har stort set altid været aktiv. Desværre satte sygdom ham ude af stand til at nyde motion i en længere periode. En gammel hofteskade gjorde ikke tingene lettere og da både hjerteflimmer og vand i kroppen meldte sin ankomst, blev daglig medicinering en ufrivillig del af hans hverdag. Heldigvis faldt Verner en dag over en artikel om Jørn Iversen. Han læste blandt andet om vores trehjulede cykler og han øjnede pludselig chancen for at hanke op i sig selv og tage vare på sit eget liv. Han tog kontakt til os og vi fandt en cykel til ham.
Her ville vi gerne skrive at det var ‘kærlighed ved første pedaltråd” – men sådan er historien ikke. I stedet blev det et 3 måneders forløb, hvor Verner og vores gode kollega, Morten kæmpede en stædig kamp for at få justeret cyklen, så den passede til netop hans krop. Det har resulteret i en meget speciel vinkel på sadlen og udviklingen af en pedalarm, der virkelig udfordrede vores mekaniske evner.
Det var dog det hele værd! Både for os og for Verner. Nu passer den røde Victor Bosch perfekt til ham og de seneste 3 måneder har han kørt mere end 1.300 km på den i al slags vejr. Han har vinket farvel til støttestrømper og vand i kroppen. Hjerteflimmer holdes på afstand med daglig motion og der sættes konstant endorfiner ind på kontoen – en energi der omsættes til skak, musik og overskud til at inspirere andre til at komme ud og få noget frisk luft.
Vi sidder sammen med Verner i fabrikkens kantine. Der er kaffe og kringle på bordet, men vi glemmer det næsten, for i rummet er der en mand på 81 år og han tryllebinder os med sin historie. Han har så meget på hjerte. Vi får anekdoter fra hans lange arbejdsliv, hvor der altid var plads til alvor og spilopper. Der er også gode råd om glæderne ved et asketisk liv, hvor venskaber og sundhed er absolutte fundamenter. Når folk spørger ind til, om det ikke er koldt at cykle i frostvejr, siger Verner blot med et gavtyve-smil, at man bare skal huske at have lidt rom med i vandflasken.
“Nå”, siger en af os pludseligt – “skal vi aldrig ud og cykle?” Verner’s øjne lyser endnu kraftigere op, og han springer nærmest ud og tager jakke og hjelm på. Cyklen står foran fabrikken. Verner hopper scenevant op på den og forsvinder ud af gårdspladsen et rask tempo. Fotografen fanger ham kort efter ude på vejen, hvor han heldigvis får et par gode billeder af både mand og cykel.
Verner stillede op til dette interview af flere årsager. Han vil gerne være ambassadør for vores cykler – men vigtigst af alt vil han være et forbillede. Det kræver en vis disciplin at cykle +10 km hver dag. Den har alle ikke. Det ved han godt. Men han mener stålsat, at vi alle kan gøre mere for at skabe trivsel for os selv – og at daglig motion er det mest effektive virkemiddel.
Vi giver ham ret. Hele hans fortid og nutid rimer så godt på vores mantra: “Livsglæde på hjul“