Copenhagen Cargobike Day & Tour
Danmarkspremiere på sikker cykeltaxi til børn
GoCab er et nyt og grønt alternativ, der giver institutioner mulighed for at transportere helt op til otte børn sikkert rundt på cykelstierne. GoCab er udviklet med stor fokus på sikkerhed og manøvredygtighed, samtidig med at komforten både i kabinen og på førersædet er helt i top.
Torsdag den 30. juni triller cykeltaxien GoCab for første gang ud på vejene som et tilbud til institutioner i Danmark. Som en del af Copenhagen Cargobike Day vil Jørn Iversen Rødekro ApS præsentere GoCab, der kan have op til otte børn i kabinen. Den giver institutioner mulighed for på en grøn og klimavenlig måde at tage på længere ture end små ben kan klare. GoCab er udstyret med sæder og seler til hvert enkelt barn, så de kan sidde trygt og sikkert i kabinen og snakke sammen, mens de bliver transporteret rundt.
GoCab er et særdeles sikkert og manøvredygtigt alternativ til de ladcykler, der findes på markedet nu, og som kan have udfordringer med både stabilitet og bremser, fortæller direktør i Jørn Iversen Rødekro ApS, Jørn Iversen:
”De fleste, der har prøvet en ladcykel, ved, at den kan være svær at styre, og at cyklen nemt kan tage magten, når man for eksempel kører på skiftende underlag. GoCab er utroligt nem at styre, den er manøvredygtig og bremsesystemerne er helt i top. Den har en behagelig hjælpemotor, og så er den udstyret med bakgear, som gør det nemt at komme rundt selv på smalle steder.”
GoCab er udstyret med et separat hydraulisk bremsesystem, hvor hver enkelt del er stærkere end motoren og dermed til hver en tid kan bringe GoCab til stop.
Til Copenhagen Cargobike Day kan daginstitutioner komme forbi og prøve en tur på GoCab. Det er nemlig primært institutioner, der er målgruppen for Danmarks nye cykeltaxi. Som en lille forpremiere har den integrerede institution Agerskov Børnehus haft GoCab på prøve, og de håber nu at kunne anskaffe sig to cykler. På den måde kan to pædagoger tage op til 16 børn med på ture. Om GoCab siger Agerskov Børnehus:
”GoCab er nem at håndtere, sikker og stabil at cykle på. Den giver mulighed for at inddrage lokalsamfundet i vores hverdag, og det styrker børnenes tilhørsforhold og deres evne til at orientere sig i nærmiljøet. Samtidig oplever vi, at vi på turen udvikler nære relationer i den lille gruppe. Vi snakker om, hvad vi ser, og hvor vi skal hen, og på den måde oplever vi et læringsmiljø med spændende sproglige interaktioner, mens vi cykler.”
Jørn Iversen Rødekro ApS deltager i Copenhagen Cargobike Day på Israels Plads i København torsdag den 30. juni kl. 10-19. GoCab og firmaets øvrige cykler kan prøves i tidsrummet 10-16, lige som de vil deltage i Copenhagen Cargobike Tour rundt i byen kl. 16-19. Jørn Iversen Rødekro ApS har inviteret omkringliggende institutioner til at komme og prøve den nye cykeltaxi.